mandag den 26. maj 2008

Nå ja - og så var det jo lige....


at jeg havde fødselsdag engang først på måneden. Jeg havde ønsket mig et par strikke bøger, men min familie mener jeg selv må købe mit strikke grej, så jeg fik en del penge, som jeg så kunne bruge til hvad jeg mente jeg måtte eje. Jeg tog så lige på en lille soldetur her.

Jeg har købt Serafias sommer i grøn silke-hør, jeg glæder mig til den bliver færdig

Der strikkes stadig


Jeg må vidst heller få vist lidt frem af hvad jeg har gang i, men først lige et billede af 2 par strømper, som jeg har fået færdig i løbet af en sidste måneds tid. Parret til højre er fra Six Socks KAL og mønsteret kaldes Butterflies & Bees, det er nogle rigtig dejlige sommerstrømper, i et kønt hulmønster, som lige luner nok på en kølig sommeraften.
Parret til venstre er strikket af 2 forskellige rester af strømpegarn.
Et af mine "regler" i "Brug dit garnlager" var jo at få brugt noget af alt mit strømpegarn i løbet af året, og jeg har da foreløbig fået strikket 6 par færdige i år.

Jeg deltager jo også i en anden KAL hvor opgaven også er et hulmønster, absolut ikke automatstrik, så det bliver ikke til så mange pinde ad gangen.
Mit TV strikketøj er denne bomuldsbluse fra Vivian Høxbros bog Skyggestrik, meeeen man skal nu alligevel huske at kikke på strikketøjet, for ellers risikerer man at der går kludder i skyggerne.
Her er jeg i gang med at rette en fejl som jeg opdagede efter 26 pinde, så jeg forsøgte lige at skyde genvej uden at trævle alle 26 pinde op, jeg synes det ser ud som om det lykkes.

onsdag den 23. april 2008

Super Karla færdig



Så blev jeg færdig med Super Karlas ønskekappe.

Den har været rigtig sjov at strikke og det har også været spændende at følge med i hvordan de andre i Webstriks kal har strikket den.

Jeg har strikket min i eVilla 8/2, der er brugt 240 gram garn og sjalet måler 120 cm i højden og 230 cm langs den øverste kant.

Nu må jeg så til at beslutte hvilket projekt jeg nu vil gå i gang med, der er flere trøjer som spøger inde i mit hovede, men jeg tror det skal være noget bomuldsstrik som kan blive brugt i den kommende sommer.

Mens jeg tænker fortsætter jeg med mit strømpestrikkeri, lige for øjeblikket er jeg i gang med et par i Six sox kal og et par strikket af restgarn.

søndag den 30. marts 2008

Super Karla skrider fremad


Jeg har nu fået strikket 21 felter på Super Karla, dvs. jeg har strikket 12 felter siden starten på denne KAL den 19.ds.
I dag er det ikke blevet til mere end ca. et felt fordi manden min inviterede på køretur til forårsmesse på Pinenhus. Der havde Nicoline Garn en stand, så jeg fik lige gramset på noget lækkert garn og set på nogle flotte strikmodeller, men jeg har jo garnindkøbsstop så jeg holdt mig i skindet. Men - hun havde også bøger med, og da jeg spurgte efter Karen Noe's 14 sjaler, sagde hun at den havde hun da hjemme i butikken, jeg kunne da bare komme forbi efter den i morgen. Da jeg så fortalte at jeg faktisk havde 35 km hjemmefra og til Nykøbing tilbød hun at sende den til mig, og i anledning af forårsmessen ville hun betale forsendelsen, super service, det kan da godt være at jeg ville tage køreturen til Mors en anden gang, for jeg tror det er en rigtig fin butik hun har. Nu glæder jeg mig så bare til posten kommer med min bog, så jeg kan levere bibliotekets eksemplar tilbage.

fredag den 28. marts 2008

Monteringsmonster på besøg


Montering er ikke min stærke side, så det går desværre tit sådan at at et færdigstrikket projekt får lov til at ligge længe i kurven, inden det bliver gjort rigtig færdigt.

Her i påsken fiskede jeg så en cardigan op af kurven, som jeg var gået i stå med at sy sammen, fordi jeg ikke kunne få ærmet til at sidde pænt, men et par eftermiddage i solen i havestuen gjorde lige at jeg fik gjort den færdig. I går fik jeg så købt knapper til den, og jeg har haft den på på arbejde i dag. Den er rigtig dejlig at have på, så hvorfor mon ikke jeg kunne tage mig sammen til at montere den for længe siden?

Den er strikket i Opal Batik stømpegarn efter en opskrift fra Garnstudio

søndag den 23. marts 2008

Påskesysler

Jeg har fået gjort mit livstykke færdigt, og det har kun taget 10 dage at strikke det, da jeg fik mig taget sammen til at trævle det første forsøg op, som jo blev alt for stort. Jeg slog maskerne op onsdag i sidste uge og lukkede af og hæftede de få ender der var i fredags, dejligt med sådan et nul-monterings projekt. Det er strikket i originalgarnet fra Geilsk, og der er kun gået 105 gram til str. small.
Jeg har haft det på til påskefrokost i dag, og det passede perfekt til min nye skjortebluse, men på grund af vejret droppede jeg at trække i nederdel, jeg er en udpræget buksepige, så der skal noget til hvis jeg skal lokkes til at gå i nederdel, og det blev så heller ikke idag. Men livstykket går jo også fint til et par cowboy bukser.


Ungdommen har indtaget huset i de sidste par dage. Den har stået på sofahygge med pc-erne. Her ses de to sønner og svigersønnen i sofaen, på et tidspunkt sad datteren også der med en bærbar, men det nåede jeg ikke at få billede af

søndag den 16. marts 2008

Lidt færdigt igen




Endnu et par sokker har forladt mine strikkpinde, nemlig Big Basin sokkerne fra Six_Sox_Knitalongen .






Det næste mønster i denne kal kommer den 1. april, så indtil da vil jeg strikke på mit livstykke fra Geilsk. Det var påbegyndt inden vinterferien og jeg strikkede lystigt på det i flyveren, men det viste sig jo at det blev alt for stort og løst i det, så nu er det er blevet trævlet op og jeg har startet på en str. small på pind nr. 2½ og det er jeg meget mere tilfreds med.


Jeg har også meldt mig til Webstriks 2008 KAL, hvor vi skal strikke enten Super Karlas fantastiske ønskekappe eller Vinterponcho fra Karen Noe eller et halstørklæde fra en svensk julekalender. Jeg var allerede begyndt på Super Karla sjalet i januar, men har ikke fået gjort så meget ved det, så nu håber jeg at denne KAL kan sætte lidt skub i det igen.


onsdag den 12. marts 2008

Jacobean sokker

Jeg deltager jo i SKP2008 knit-a-long.
Det er en konkurrence, hvor man får en ny opgave hver anden måned resten af året.
Det første mønster blev frigivet den 1. marts og det første færdige par blev præsenteret af Barboro allerede samme aften, 9 timer efter offentliggørelsen.
Mit par blev færdigt i mandags, så det giver bestemt ingen top-placering, men det er nu heller ikke min ambition at vinde nogen medalje.
Disse sokker giver den beskedne reducering af garnlageret med 55 gram


mandag den 18. februar 2008

Sommer og sol i en uge

Fredag den 8 februar nød vi solopgangen på denne måde. Hele familien, dvs. min svigerfar og hans veninde, hans 3 sønner med svigerdøtre og børnebørn og sviger-børnebørn samt en moster og onkel lettede fra Billund lufthavn med kurs mod Gran Canaria.


Lørdag formiddag så Plya del Ingles sådan ud, en usædvanlig oplevelse, toede vi, men vi skulle opleve regnvejer endnu 3 gange i løbet af ferien,
men resten af tiden skinnede solen dejligt, temperaturen var helt perfekt til vores temperament og vi havde en dejlig uge.

Om onsdagen var vi på en bustur, hvor vi besøgte en dame som boede i en hule inde i bjerget i Guayadeqe dalen. På hendes væg så jeg dette billede, det er strikket i gobelin strik teknik, jeg ved ikke hvad teksten betyder, men håber at kunne få det oversat en gang.
Jeg havde selvfølgelig strikketøj med, men det blev ikke til så meget på turen, dog strikkede jeg på flyveturen, og som her i køen ved check-in skranken i luftavnen. Det er livstykke fra Geilsk der er på pinden, men da jeg kom hjem og fik den over på 2 rundpinde for at prøve den, kunne jeg se at den bliver alt for bred, skønt jeg har strikket på ½ nr tyndere pind - hvem sagde strikkeprøve- ikke hos mig, men måske det kunne være jeg skulle prøve det engang

Vi havde en rigtig dejlig tur - tak til svigerfar Holger fordi han gav turen, og tillykke med de 80 år om nogle få uger.

mandag den 4. februar 2008

Færdige projekter

I sidste uge blev jeg færdig med 2 af mine ufo-strømper
nemlig muslingesokker fra Sokkeklubben, ufo siden 2005 og Shuts 'n ladders fra Six Sox knit along, vidst også fra 2005 . Garnforbruget til strømperne, ialt 125 gram, tæller på Brug af dit garnlager.









Jeg har også fået syet ærmesømmene på Stumpen og den blev vasket her i weekenden, nu mangler kun en trense og en knap, før den kan tages i brug. Garnet er eVilla 5/2, og det bliver dejligt blødt når det bliver vasket.
Da det meste af trøjen var strikket inden lageroptællingen, tæller dette ikke i lager nedbringelsen.

lørdag den 26. januar 2008

Nyt på pindene



Forleden var jeg på biblioteket for at låne denne bog og nu er jeg startet på Super Karlas fantastiske ønskekappe i eVilla 8/2 i blå og grå farver, jeg tror det bliver rigtig pænt.

Et af mine mål i 2008 var jo at få brugt noget af mit lager af strømpegarn, så jeg har meldt mig til denne KAL. Det første mønster bliver annonceret den 1. marts, så indtil da, må jeg se at få færdiggjort mine strømpe ufo'er

mandag den 14. januar 2008

UFO status

Disse tre sokkeskafter har ligget længe i kurven, den råhvide og den blå er fra Six Socks KAL og den gule er fra Webstriks sokke kal i 2005. Nu må jeg se at få dem gjort færdige og jeg har besluttet mig til at der kun skal mønster på skafterne, så opgaven skulle være overkommelig......

Min første færdiggjorte ufo er denne avisbluse, som blev påbegyndt sidste sommer, det meste af blusen blev strikket på vores ferietur til Østrig, men da sommeren ikke rigtig slog igennem i 2007, var motivationen til at få den gjort færdig ikke særlig stor. Nu skal vi snart til Gran Canaria, så her skal den indvies.
Mønsteret er fra Marianne Isagers bog Strik a la Carte, garnet er bomuldsgarn fra Aldi.
Dette projekt indgår ikke i brug af dit garnlager, da den ikke var talt med i lagergarnet.

Første FO i 2008


Til min søn, som skal på skitur til Norge med efterskolen, har jeg strikket et par lange skisokker i 6-trådet strømpegarn og en hue i dobbelt 4-trådet strømpegarn. De er de første færdige strikketøjer i dette år, og dermed også den første lagerreduktion til "brug af dit garnlager" der er ialt brugt 180 g. lagergarn til de to projekter.

søndag den 6. januar 2008

Jeg har vundet!

En uges tid inden jul lå der en pakke og ventede på mig da jeg kom hjem.
Jeg mente ikke jeg havde bestilt noget, og det lignede nærmest en bog, mon jeg havde glemt at afbestille et eller andet?
Nej,- jeg havde sandelig vundet en præmie i Håndarbejdsbladets julekonkurrence, nemlig denne smukke bog. Den er fyldt med skønne billeder, fortællinger og opskrifter på vanter, hansker og pulsvarmere

Garnlager og UFO-WIP optælling

Jeg er ved at have dannet mig et overblik over mit garnlager - uha da for en gyser
Jeg har ialt fundet 16500 g garn, incl. 4 par påbegyndte strømper, desforuden har jeg en næsten færdig Avis bluse i bomuldsgarn samt en næsten færdig Stumpen i eVilla garn, den regner jeg med at få færdig i løbet af nogle få dage.
I bunken ligger også en cardigan der kun mangler sammensyning, og det er en temmelig gammel sag, men isying af ærmer er ikke mit bedst, sidst jeg gjorde forsøget med denne cardigan blev det skævt, så den må jeg se om jeg kan få gjort bedre.
Strømperne har jeg talt med i lagergarn, men de tre trøjer tæller ikke med, og selvfølgelig heller ikke i redutionen når de bliver gjort færdige.
Jeg har lavet en ticker her på bloggen, så jeg kan holde øje med hvor meget lagergarn jeg får brugt, jeg er spændt på om jeg kommer i nærheden af de 5 kg. jeg har sat som mål.

Varme fødder

Inden jul fik jeg strikket et par strømper og et par sutsko færdige. Jeg nåede ikke at få taget billeder inden de blev taget i brug, men i dag fik jeg gjort det.


Sutskoene er strikket efter denne opskrift fra Garnstudio, den var med i deres julekalender, men jeg havde nu fundet den i deres arkiv, inden den kom i julekalenderen, ikke meget overraskelse der! Garnet er Gjestal Naturgarn fra Kvickly.


Strømperne er strikket i Fortissima

lørdag den 5. januar 2008

Brug af dit garnlager

Inspireret af andre webstikkeres status- /nytårsoprydning har jeg nu indset at jeg hellere må melde mig til Brug af dit garnlager 2008.
Et hurtigt blik rundt i huset har overbevist mig om at det er nødvendigt med en ekstra indsats for at få ryddet lidt op i lageret. Ikke at jeg har ret meget – eller ?? men alligevel.
Ved en oprydning af kassen med strømpegarn har jeg konstateret at jeg har omkring 5 kg. bare af det, og så kommer alt det andet. En plastkasse med bomuldsgarn, mest Aldigarn, 2 kasser + en stor kurv m. forskelligt uldgarn samt diverse rester af forskellig art.
Ufoer? Ja jeg troede jo egentlig at det var begrænset med det, men jeg har fundet 3 forskellige påbegyndte sokker, en sommerbluse samt en gammel cardigan-sag, som kun mangler isyning af ærmer og sammensyning.
Der foruden ved jeg at der ligger en påbegyndt Kraka et sted, men garnet dur ikke til modellen, så den skal trævles op.
WIP’s, ja jeg er i gang med et par sokker og en trøje, Stumpen af Marianne Isager, den har længe været en UFO, men er nu næsten færdig.