lørdag den 26. januar 2008

Nyt på pindene



Forleden var jeg på biblioteket for at låne denne bog og nu er jeg startet på Super Karlas fantastiske ønskekappe i eVilla 8/2 i blå og grå farver, jeg tror det bliver rigtig pænt.

Et af mine mål i 2008 var jo at få brugt noget af mit lager af strømpegarn, så jeg har meldt mig til denne KAL. Det første mønster bliver annonceret den 1. marts, så indtil da, må jeg se at få færdiggjort mine strømpe ufo'er

mandag den 14. januar 2008

UFO status

Disse tre sokkeskafter har ligget længe i kurven, den råhvide og den blå er fra Six Socks KAL og den gule er fra Webstriks sokke kal i 2005. Nu må jeg se at få dem gjort færdige og jeg har besluttet mig til at der kun skal mønster på skafterne, så opgaven skulle være overkommelig......

Min første færdiggjorte ufo er denne avisbluse, som blev påbegyndt sidste sommer, det meste af blusen blev strikket på vores ferietur til Østrig, men da sommeren ikke rigtig slog igennem i 2007, var motivationen til at få den gjort færdig ikke særlig stor. Nu skal vi snart til Gran Canaria, så her skal den indvies.
Mønsteret er fra Marianne Isagers bog Strik a la Carte, garnet er bomuldsgarn fra Aldi.
Dette projekt indgår ikke i brug af dit garnlager, da den ikke var talt med i lagergarnet.

Første FO i 2008


Til min søn, som skal på skitur til Norge med efterskolen, har jeg strikket et par lange skisokker i 6-trådet strømpegarn og en hue i dobbelt 4-trådet strømpegarn. De er de første færdige strikketøjer i dette år, og dermed også den første lagerreduktion til "brug af dit garnlager" der er ialt brugt 180 g. lagergarn til de to projekter.

søndag den 6. januar 2008

Jeg har vundet!

En uges tid inden jul lå der en pakke og ventede på mig da jeg kom hjem.
Jeg mente ikke jeg havde bestilt noget, og det lignede nærmest en bog, mon jeg havde glemt at afbestille et eller andet?
Nej,- jeg havde sandelig vundet en præmie i Håndarbejdsbladets julekonkurrence, nemlig denne smukke bog. Den er fyldt med skønne billeder, fortællinger og opskrifter på vanter, hansker og pulsvarmere

Garnlager og UFO-WIP optælling

Jeg er ved at have dannet mig et overblik over mit garnlager - uha da for en gyser
Jeg har ialt fundet 16500 g garn, incl. 4 par påbegyndte strømper, desforuden har jeg en næsten færdig Avis bluse i bomuldsgarn samt en næsten færdig Stumpen i eVilla garn, den regner jeg med at få færdig i løbet af nogle få dage.
I bunken ligger også en cardigan der kun mangler sammensyning, og det er en temmelig gammel sag, men isying af ærmer er ikke mit bedst, sidst jeg gjorde forsøget med denne cardigan blev det skævt, så den må jeg se om jeg kan få gjort bedre.
Strømperne har jeg talt med i lagergarn, men de tre trøjer tæller ikke med, og selvfølgelig heller ikke i redutionen når de bliver gjort færdige.
Jeg har lavet en ticker her på bloggen, så jeg kan holde øje med hvor meget lagergarn jeg får brugt, jeg er spændt på om jeg kommer i nærheden af de 5 kg. jeg har sat som mål.

Varme fødder

Inden jul fik jeg strikket et par strømper og et par sutsko færdige. Jeg nåede ikke at få taget billeder inden de blev taget i brug, men i dag fik jeg gjort det.


Sutskoene er strikket efter denne opskrift fra Garnstudio, den var med i deres julekalender, men jeg havde nu fundet den i deres arkiv, inden den kom i julekalenderen, ikke meget overraskelse der! Garnet er Gjestal Naturgarn fra Kvickly.


Strømperne er strikket i Fortissima

lørdag den 5. januar 2008

Brug af dit garnlager

Inspireret af andre webstikkeres status- /nytårsoprydning har jeg nu indset at jeg hellere må melde mig til Brug af dit garnlager 2008.
Et hurtigt blik rundt i huset har overbevist mig om at det er nødvendigt med en ekstra indsats for at få ryddet lidt op i lageret. Ikke at jeg har ret meget – eller ?? men alligevel.
Ved en oprydning af kassen med strømpegarn har jeg konstateret at jeg har omkring 5 kg. bare af det, og så kommer alt det andet. En plastkasse med bomuldsgarn, mest Aldigarn, 2 kasser + en stor kurv m. forskelligt uldgarn samt diverse rester af forskellig art.
Ufoer? Ja jeg troede jo egentlig at det var begrænset med det, men jeg har fundet 3 forskellige påbegyndte sokker, en sommerbluse samt en gammel cardigan-sag, som kun mangler isyning af ærmer og sammensyning.
Der foruden ved jeg at der ligger en påbegyndt Kraka et sted, men garnet dur ikke til modellen, så den skal trævles op.
WIP’s, ja jeg er i gang med et par sokker og en trøje, Stumpen af Marianne Isager, den har længe været en UFO, men er nu næsten færdig.